Det nærmeste jeg kan komme en beskrivelse af bogens stil er at sammenligne den med Elizabeth Gilbert's Spis, bed, elsk. Den er skrevet i en form for dagbogs format, hvor vi følger hendes udvikling (fortalt i datid) efter hun er blevet spist af FinansGrisen, som hun referere til finanskrisen under. Den handler både om det at finde sig selv, om hvor meget identitet vi ligger i de roller, der er os påduttet, hvis ikke af andre men så af os selv. Sidst men ikke mindst handler den om de små løgne, vi fortæller hinanden eller måske værre endnu os selv.
Den sidste del af bogen kan jeg bedst forholde mig til. Eftersom jeg ikke er hverken mor eller karrierekvinde (eller har nogen behov for at lægge nogen som helst del af min identitet i hvor fint mit visitkort er) gled den del af bogen lidt hen over hovedet på mig. Jeg må faktisk indrømme jeg flere gange, især i starten af bogen havde lyst til at tage den kære forfatter og ruske hende og fortælle hende hun skulle tage sig sammen, men alligevel var der en lille del af mig der forstod hende. Selv om jeg ikke selv er en kvinde, der nogensinde vil have et ubeskriveligt behov for at kravle op af karrierestigens smalle trin, forstår jeg godt de kvinder der gør og jeg ville lige netop lyve for mig selv, hvis jeg ikke anerkendte, hvor vigtigt ens job i forhold til hvordan andre mennesker møder en. Hvad jeg ikke forstår er hvorfor er det så vigtigt? Ville jeg være blevet et andet menneske, hvis jeg ikke var havnet på pædagoguddannelsen, men istedet havde færdiggjort en læreruddannelse, mit engelskstudie på universitetet eller valgt at læse antropologi eller æstetisk og kultur?? Alle disse uddannelser har alle været til seriøs overvejelse, men hvilket job jeg vælger gør mig da ikke til den jeg er? Eller gør det? Er det en løgn jeg har fortalt mig selv og derfor nu tror på?
Og hvad med alle de andre løgne? Dem vi fortæller hinanden? Har vi ikke alle haft lyst til at fortælle veninden, hun har valgt forkert? At hendes kæreste er en idiot og at hun sidder fast? At den anden venindes trøje er grim og absolut ikke gør noget godt for hendes hud, men mindre hun da prøver på at ligne et spøgelse? Eller løget os syge, når vi i virkeligheden bare ikke orkede firmafesten eller familietamtam dagen? Jeg er ikke uskyldig i nogen af disse og alligevel ser jeg mig selv, som et sandfærdigt mennesker, der hellere vil såre mennesker med en sandhed end viske bag deres ryg og smile gennem løgnen, når jeg passere dem på gangen. Sandheden gør altid mest ondt, når den kommer af afveje, så hvorfor ikke bare gøre os, det til en regel at fortælle sandheden altid? Fordi den også gør ondt, er svaret!
Læs bogen - den sætter tanker igang. Jeg har ikke en facitliste til hvordan et godt og sandfærdigt liv bør leves, men jeg har mine egne regelsæt, jeg lever efter. Bogen her fik mig til at stille spørgsmålstegn ved nogle af disse? Hvem ved måske den også kan rykke lidt ved dit?
"Snak ikke om dig selv, det vil andre gøre for dig så snart du er gået" - Wilson Mizner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar