Alt godt har en ende...

.. det gjaldt også min praktik desværre.

Jeg har idag sat og læst nogle af mine blog indlæg fra Januar måned og i min dagbog (ja for praktikken altså - så i finder ikke nogle saftige hemmeligheder i mine gemmer - med mindre de er 10 år gamle ;))

Jeg var pænt nervøs inden jeg tog afsted på min første dag i praktik. Jeg havde aldrig før haft med et udviklingshæmmet menneske af gøre og var spændt på hvordan jeg selv taklede det. Jeg var også nervøs for min egen holdning til stedet. Hvis jeg nu syntes det var et skidt sted, ville det jo være svært at overbevise dem om jeg skulle bestå hvis min praksis lå langt fra deres. Sidst men ikke mindst var jeg nervøs for min vejleder skulle vise sig at være en værre heks, der var umulig at arbejde sammen med.

Sådan gik det dog ikke. Rikke er et skønt menneske og en  fantastisk pædagog, som jeg virkeligt har lært meget af gennem de sidste tre måneder. Stedet er hjertevarmt og pædagogerne vil virkeligt borgerne det bedste   og man nyder at komme på arbejde hver dag sammen med dem alle - beboere som ansatte.
Mig selv blev jeg også positivt overrasket over.
Jeg var ikke pivet over den personlige hygiejne som jeg frygtede, jeg har været i stand til at løse alle konflikter inden de eskalerede, jeg har lært at sætte grænser for et voksent menneske på en måde jeg selv har det godt med og som er rigtig for den enkelte og sidst men ikke mindst har jeg lært at se personerne og ikke deres handicap.

Da jeg gik derfra igår var det med en følelse af stolthed. Stolthed fordi jeg selv vidste jeg havde gjort det godt, fordi beboerne udtrykte utilfredshed med det var min sidste dag - ja jeg tog det som en kompliment at blive spærret inde på kontoret ;). Men også på grund af de rosende ord jeg fik med på vejen af kollegaer, vejleder og ikke mindst to forældrepar :D

Og som plaster på såret over min tristhed lå der et brev i postkassen fra søde Theresa plus min færden er jo ikke helt slut på bofællesskabet, da jeg har takket ja til at blive tilkaldevikar på stedet. Håber de snart ringer jeg savner allerede de kære beboere :)

"En vellykket rejse er en returbillet til en erfaring" - Thorkild Hansen

Sidder med en bittersød fornemmelse...

Så er de tre måneder på bofællesskabet snart gået. Jeg kommer virkelig til at savne det - af flere forskellige årsager. Jeg har syntes det var skønt at have en "hverdag." Noget fast at stå op og skulle hjemme fra til og det har været skønt at have en fast vagtplan nogle uger frem i stedet for livet som tilkaldevikar.
Jeg har elsket at arbejde sammen med og lære af personalet på bofællesskabet som alle er dedikerede, dygtige og rare mennesker. Mest af alt kommer jeg dog til at savne "mine" beboere. Alle som en for alle deres egenskaber, "særheder", personlighed og gåpåmod.

Da jeg begyndte i praktikken for tre måneder siden var det første min vejleder gjorde at advare mig om at enten kommer man til at elske at arbejde med voksen handicappede eller også kommer man til at hade det (nogle til at frygte det). Her næsten tre måneder efter kan man kun give hende ret - Jeg elsker det!! Jeg håber virkeligt at der er en plads til mig på et af Syddjurs bo- eller aktivitetscentre når jeg engang er færdig uddannet. Indtil videre har jeg i hvert fald fået tilbud at blive tilkaldevikar på min praktikplads når jeg slutter som praktikant her den 13 April  og har idag været nede og skrive under på en ansættelseskontrakt.

Jeg stoppede på læreruddannelsen fordi jeg følte jeg psykisk ville komme til at tage mit arbejde med mig hjem, hvilket jeg igen føler jeg gør her. Dog på en helt anden og mere positiv måde. Flere gange i løbet af dagen sender jeg de kære mennesker på bofællesskabet en tanke eller to - men har aldrig ondt af dem for jeg ved de har det godt når jeg tager derfra og de bliver passet godt på.

Jeg elsker mit arbejde og min uddannelse, på trods af jeg kommer til at savne den daglige gang på bofælleskabet (og heldigvis skal man jo ikke sige helt farvel til de kære mennesker ;)).
Men efter at have arbejdet i flere forskellige butikker, børnehaver, SFOer, have været handicaphjælper, startet på uni og senere læreruddannelsen for igen at være droppet ud er det en tryg og varm fornemmelse endeligt at have fundet et sted, jeg føler jeg hører til. Et felt der ikke kommer til at kede mig og jeg derfor flygter fra, et felt hvor jeg føler jeg hører til og ikke mindst føler jeg kan gøre en forskel - lidt efter lidt, dag efter dag...

Livet er skønt... og en smule trist. :)

Så for pokker...

.... jeg har jo haft så travlt med min praktik start jeg helt har glemt bloggen. Undskylder mange gange - det er faktisk ikke fordi jeg ikke har tænkt på den, men har syntes jeg havde nok at gøre med de lange lidt skæve vagter og alle de der hverdagsting som man jo SKAL gøre (også selv om sengen og dvdafspilleren er en del mere tillokkende.)

Nå men praktikken!! Selv om praktikstedet her bare var min anden prioritet er jeg virkelig ovenud lykkelig for det lige netop op blev stedet her, jeg havnede på. Praktisk set er det skønt at ikke have mere et max. 15 på "arbejde," meeeen det er faktisk ikke det der glæder mig mest. Tror faktisk næsten jeg ville have været okay med en mindre dagsrejse fordi stedet simpelthen er så fantastisk. Jeg elsker det!!!

Min vejleder og jeg kommer super godt ud af det med hinanden. Det er så skønt man kan grine og pjatte hver dag og ikke føle sig som en lav ussel øvelsespraktikant!! De andre pædagoger er så søde og SÅ tålmodige - og tro mig at have mig med "på slæb" en hel dag, kræver tålmodighed for jeg er nysgerrigheden selv og vil helst lære ALT lige NU ;)

For jer, hvis næse det er gået forbi "arbejder" jeg med voksen handicappede og det er mit første forsøg inden for dette område. Jeg siger jer, jeg var nervøs den første dag. Kunne jeg nu finde ud af det? Ville jeg være komplet inkompetent når det kommer til at arbejde med mennesker med nedsat funktion eller mental og psykiske handicap? Hvordan ville pædagogerne være? Hvor rigide ville de være i deres holdninger?

Men jeg blev så positivt overrasket. Alle spørgsmål og "kritiske observationer" blev positivt taget imod. JEG blev taget rigtig godt imod, ikke bare af personalet, men også beboerne som jeg føler i høj grad allerede har accepteret mig og begyndt at knytte nogle bånd og relationer til mig. De er nemme at tale med og kommunikationen (tegn til tale med nogle af dem) går støt frem.

En af de ting der overraskede mig selv var, at jeg faktisk slet ikke var hysterisk omkring personlig hygiejne - jeg vil sige jeg kan komme på sjovere til at lave end at skifte en ble, vaske en tisdyne eller bade en beboer (sidste med fordi man jo er ved at koge væk inde på det pokkers badeværelse), men det er faktisk overhovedet ikke nær så slemt eller grænseoverskridende som jeg havde forstillet mig det ville være.

For at opsummere - jeg arbejder med de mest fantastiske beboer, skønne ararangagerede kollegaer og når mine tre måneder engang er slut hen i april tror jeg virkeligt det bliver hårdt at forlade stedet!! 


"Hvad jeg hører, det glemmer jeg. Hvad jeg ser, det genkender jeg. Hvad jeg gør, det lærer jeg" - Kinesisk Ordsprog.