Hvad nu hvis?? Og et skridt videre...

Så er jeg her igen. Det er ved at være længe siden jeg har skrevet her på bloggen. Det ikke fordi jeg ikke har haft mange tanker, men det har bare været svært for mig at formullere dem.

Det, der fylder mest i mit hoved lige nu er min svigerinde og hendes sygdom. På mere end en måde faktisk - jeg har tidligere blogget om, hvor urolig jeg er for mig bror og det er jeg stadig - det er ikke en følelse, der forsvinder lige med det samme, hvilket jeg heller ikke ønsker den gør.
Min familie og mine tætteste venner betyder alt for mig og en stor del af hvem jeg er, er jeg bekymerer mig om de mennekser jeg elsker og holder af - hvilket ikke er noget jeg har lyst til at ændre ved mig selv!

Jeg har før mistet mennesker tæt på mig, men aldrig en så tæt i alder som hende. Og her går det så lige op for mig, jeg taler som om hun allerede er død - hvilket hun jo ikke er, men hvor svært det så end kan være at sige højt, så er det nok den vej det går.
Hun er sidst i 20erne og er nu bundet til en kørestol og skal have hjælp til stort set alt og en stor del af hendes handicap er på grund af hendes kemo behandlinger. At se hende blive mere og mere syg og høre på min storebror og hans følelser omkring det hele, har sat nogle tanker igang i hovedet på mig selv.

Hvad hvis det var mig? Kræft kan ramme os alle - selv om den mennesker har en evne til at tænke det aldrig sker for dem selv. Naboen bliver syg, men ikke mig! Men hvad nu hvis?? Jeg bliver 24 til sommer og hvad hvis jeg om 3-4 år får at vide, jeg har en potentiel dødelig sygdom? Hvor hårdt og længe ville jeg kæmpe imod den? Og med hvilke konsekvenser?

Det er svært at sige, men jeg tror mit svar blev - Jeg vil leve! Der er så mange ting jeg stadig vil med mit liv, så mange håb og drømme jeg ikke ville være klar til at opgive om kun få år. En af de vigtiste og mest overskyggende for mig er jeg ønsker en chance for at blive mor. At være mor er ikke noget man bliver ved at føde at barn - det bliver man ved alle de op og nedture det medfører at være forældre.
Jeg ville helt sikkert kæmpe for et født eller ufødt barn, for min familie og for mig selv. Men for mig selv ville jeg måske og erkende når tiden var inde til at give op. Når behandlingen bliver værre end sygdommen er jeg ikke sikker på jeg ønsker en forlænget pine. Jeg ønsker ikke at ende mit liv som syg og svagelig, men som den person jeg nu engang er. Jeg ønsker ikke de mennesker, jeg elsker skal mindes en person som en sygdom gjorde mig til, de skal mindes den jeg er - som den jeg altid har været. Hvis det betyder jeg kun kan leve et halvt år frem for 2 - så er det sådan det bliver.

En anden og mere positiv tankegang denne situation har sat igang i hovedet på mig er: Jeg vil prøve at være bedre til at leve i nuet. Til at være glad for livet som det er lige nu, i stedet for at se tilbage på en sorgløs tid som teenager, der ikke kommer igen. Til drømme men huske på de netop kun er det. Drømme er en fantastisk ting at have, så længe man ikke lever i dem og kun dem, for så kan de være handlingslammende. De kan få os til at glemme de glæder, der omgiver os netop nu. Tiden lige nu kommer heller aldrig igen - så hvorfor ikke nyde den, istedet for at længes efter den engang, når årene er gået og øjeblikket væk? Vi ved aldrig, hvad dagen imorgen bringer og hvor den uendelige mængde af valg vi træffe dagligt leder os hen.

Indtil videre har jeg truffet et valg, som jeg tidligere havde tænkt jeg ville udskyde til næste år. Jeg vil være pædagog - jeg vil bruge mit liv på at gøre en forskel ved at gøre præcis det, jeg er bedst til. Tage mig af andre mennesker, lytte til dem der er trist, grine med dem der har brug for det eller bare lege med og opmundre børnene i en af landet mange børnehaver. Hjælpe mennesker ved at være mig!
Jeg starter på det jeg tror vil vise sig at være min drømme uddannelse til efteråret - hvis de altså vil ha mig ind ;)

Indtil da - vil jeg forsøge at give mig selv mere tid til en anden ting jeg elsker - at skrive! I form af bloggen her, mine digte og smånoveller. Hvem ved måske jeg engang snart ligefrem vil tage mig mod til at vise nogle af novellerne frem?

"Destiny is not a matter of chance, it is a matter of choice. It is not a thing to be waited for, it is a thing to be achieved." - William Jennings Bryant.

Det er sommer, det er sol og det er søndag :D

eller næsten da i hvert fald ;) Sommer er det vel alligevel ikke helt endnu - men en smuk forårs søndag morgen er det da i hvert fald.
Der er nu noget specielt over morgenen, selv om et A-menneske bliver jeg nu nok aldrig. MEN der er nu noget fantastisk over det gyldene skær morgenen giver verden og så er der den der forventnings glæde til en ny dag. Den kan bringe lige hvad man ønsker...
Skal man tilbringe sin søndag i sengen med film og gode bøger? Skal man tage på visit ved venner og familie? Eller måske en tur ud i det blå, blomsterne smukke forår med madpakke og bog under armen?

Ja smil og verden ser kønnere ud. Jeg ser frem til min søndag - selv om jeg endnu ikke er sikker på hvad den bringer :) Men jeg kender i hvert fald tre søde mennesker der fylder år idag så mon ikke solen bliver ved med at skinne smuk? :) Her er i hvert fald en glad søndags hilsen fra mig forfulgt af en glad gammel dejlig dansk sang! :)

Og lad os bare bruge den dejlige sang til dagen's citat også ;)

"Det er sommer, det er sol og det er søndag. Alle hjerter er så glade og fri. Smilet frem - det bliver dit ansigt jo så kønt af. Alle fugle kan en glad melodi."

Den lille sky i hjertet...

Jeg har bevaret min tidligere blog Mit lærdommelige liv indtil nu, da jeg ikke var sikker på om jeg igen havde tænkt mig at bruge den, men også fordi den indeholder nogle få indlæg jeg vil være ked at at slette helt fra nettet. Jeg har nu besluttet mig for at flytte det eneste som rigtigt har noget på hjertet hertil og blot opbevare nogle af de andre på min egen computer (så må vi se hvor længe de overlever der). Men her er i hvert fald et indlæg jeg skrev nu næsten et år siden (22/07-2010):

Jeg er lige blevet færdig med at chatte med en veninde og nu sidder jeg tilbage med mine mange tanker.
Denne veninde har jeg kendt i.... ja nok ti år. Vi har dog aldrig været så tætte, som vi i den seneste tid er blevet (et af nettets mange mirakler ;)), men for 10 år siden sikkert kort før jeg mødte hende og hendes bror havde hun mistet sin far, som 14 årig vil jeg tro. Dette var ikke en overraskelse. Jeg har altid vidst hun havde mistet ham meget tidligt, men havde aldrig tænkt over der før. Sikkert fordi det var hendes bror jeg gik i klasse med og han håndterede sin sorg på en meget anderledes måde og mere åbenlys facon end sin søster.
Før jeg læste hendes blog fornyeligt hvor hun åbenhjertigt deler sin sorg med verden gik det op for mig for meget det stadig berører hende, hvilket fik mig til at tænke på hvor mange mennekser har det sådan?
Hvor mange imellem os bærer ikke rundt på en sorg, en lille sort sky der ikke er der hver dag, men ved en duft, en sang, en farve, et tvprogram, en bestemt vending, pludselig dukker op i hjertet?
Ved at tale med min veninde gik det op for mig at jeg selv bærer rundt på sådan en sky. Ikke efter et tab af en person, men efter et knæk jeg oplevede i min barndom på et opholdssted, der nu er lukket. De to ting kan ikke sammenlignes, men jo.. på en måde alligevel.
Begge har vi sat i en klasse fyldt med venner der var bange for at spørge, for at såre. Begge blev vi voksene meget hurtige. Begge bærer vi rundt på nogle ar, og har hver vores lille sorte sky der ind imellem dukker op. Hver gang i ny form og af forskellig størelse.
En sorg eller et traume fra barndommen forsvinder aldrig helt, hvad end det er en hård skilsmisse, et barn der er fjernet fra hjemmet, en barn der bliver slået/misbrugt eller om det er et tab af en forældre eller en søskende. Derfor er det vigtigt at lærer og lærerstuderende bliver klar over dette.
Sorg er altid okay! Også hvis sorgen kommer hos en 14 årig der mistede sin far som 3 årig. Hun har lidt et tabt som hun aldrig helt kommer over. Når vi mister en vi elsker mister vi en del af os selv. Det er altid okay at græde og vi skal tale om det. Børn og lærer må aldrig være bange for at spørge indtil "skyen," hvis ingen spørger vokser den sig større til den fylder hele hjertet og verden bliver uoverskuelig.
Så jeg giver nu hermed mit forsæt jeg vil altid tale med mine elever om deres sorg og opforder dem til at tale med hinanden.
Skyen forsvinder aldrig helt men med fælles hjælp kan vi gøre den hvid og mindre....

Jeg bestemte mig for at flytte lige netop dette indlæg fordi det er af personlig betydning for mig, men også fordi det er et indlæg som jeg håber andre vil læse og måske få lidt hjælp ud af, om ikke andet indse at de ikke er alene om at have en lille sky liggende i hjertet - vi er mange der har en og lige meget hvem eller hvad der har forårsaget den - hjælper det at tale om den.

"Du kan ikke forhindre sorgens fugle i at flyve ind over til hoved, men du kan måkse forhindre dem i at bygge rede i dit hår."
- Kinesisk ordsprog

Fra en bekymret søster...

Det er sent her og jeg burde sove. Jeg har forsøgt men jeg har svært ved at falde i søvn de her dage.

For lidt over et år siden flyttede min storebror sammen med sin kæreste på Fanø og ikke længe efter fik hun konstateret kræft. En hjernesvulst i lillehjernen, der var umulig at operere. Det skal måske siges at hun som barn vandt over en lignende svulst, men denne gang har hun efter en aggresiv kemo behandling stadig ikke kommet sig - tvært imod er svulsten kommet tilbage til fuld størrelse efter at have skrumpet, men kemoen har også haft stor effekt på hendes balance og hørelse. Hun sidder pt i kørestol og min bror hjælper hende med alt.

Hun er 27 og lægerne er ikke længere optimistiske på trods af hun netop er påbegyndt en ny kur, samt alternativ behandling.
Jeg er bange for hun ikke vinder over kræften! Jeg er bange for hvordan min storebror vil håndtere tabet. Jeg er bekymret for ham nu, hvor han nærmest er blevet hendes 24 timers hjemmeplejer. Jeg savner at have ham tæt på og jeg ville ønske der var noget jeg kunne gøre for at hjælpe ham.

Et af problemerne er at vi alle tre børn i høj grad er vores mors børn, hvilket vil sige at hvis vi har det svært taler man ikke om det. Vi klapper i og forsøger at håndtere det hele selv. Jeg tror min bror gør det samme nu. Jeg har talt med ham idag, men jeg har svært ved at forstå hvordan han har det.
Jeg har tidligere været en af de få han åbner sig en smule op til, men det er som om han er bange for at gøre det nu. Måske fordi han er bange for jeg vil dømme ham eller måske fordi han er bange for at hvis han gør det krakkalere hele hans facade.

Hvordan hjælper man en der ikke vil hjælpes? Eller måske gerne vil hjælpes men har svært ved at spørge eller bare tage imod hjælpen?
Jeg elsker min bror, jeg har set op til ham siden jeg var barn og det gør ondt at se ham lide uden at være i stand til at gøre noget for ham. Jeg ville ønske han i det mindste ville lade mig lytte... Eller at jeg jeg vidste han have en anden at tale med, men det tror jeg ikke han har.

Jeg ved jeg taler meget om min bror og glemmer hans kæreste her, men jeg kender hende ikke så godt. Jeg har ondt af hende men jeg ved også der ikke er noget jeg kan gøre for hende og at hun har et helt netværk af mennesker på Fanø der er der for hende. Min bekymring er at de mennesker ikke kender min bror som jeg kender ham, som min mor kender ham og ikke ved at han skal presses før han åbner sig og for han kan hjælpes. Min storebror er en stærk mand men på samme tid også et meget følsomt menneske og jeg er sikker på sygdommen også tynger ham meget mere end han vil lade sig mærke med.

Jeg håber at jeg nu kan falde i søvn... at jeg fik luftet mine tanker og min frygt vil hjælpe mig til at falde hen... Jeg er glad for jeg skal besøge en tæt veninde i weekenden og også får en chance for at se min bedste veninde på lørdag, for det er mennesker som jeg kan tale med, eller som kan få mig til at glemme for en tid.

Jeg undskylder for eventuelle stavefejl men jeg er for træt til at se indlæget igennem. Jeg havde bare brug for at få luft og måske jeg nu kan falde i søvn...

"Mine søskende er guldet som jeg fandt på denne jorden. Mit hjerte udvider sig i tankerne om jer og minderne har jeg gemt dybt i mig og selv tiden kan ikke udviske dem." - Haran K. Andersen

ARGH!!!

Hvis der er noget jeg ikke har tålmodighed til, er det computere, der driller :S Og idag har været dagen, hvor den bare ikke har lavet andet end at gå mig på nerverne!!

De sidste par dage har den i tide og utide poppet op med et skildt om scriptet på denne side er beskadiget eller noget vrøvl hen af i den stil - og det er det ikke nemt at gøre noget ved når man ikke ved hvad et script er! En anden ting er en fil som bare nægter at blive slettet fra min eksterne harddisk!
Prikken over i'et er dog at min eksterne harddisk nægter at lade mig flytte en fil over på den (fordi den er for stor) - heldigvis har jeg en sød veninde der forsøgte at hjælpe, men så bestemte computeren at nægte mig adgang via kommandoprompten!!! That's it - tror det er bedst for min computers ve og vel at jeg giver op for nu - eller ryger den bare ud af vinduet!

Ellers har det egentligt været en meget hyggelig indedag idag med pizza og tøsefilm (Life as we know it - klar anbefaling herfra), så helt skidt har dagen da ikke været...
Hov og Theresa-pigen har forresten fundet vej til twitter så nu bliver man også fulgt (stalket??) at hende der ;)

"Det bedste middel mod vrede er en smule eftertanke" - Seneca

Her fortælles der om...

om utålmodige veninder og dagen's bedrifter.

Ja måske man skulle starte med de utålmodige veninder  (ja i ved hvem i er ;)). Jeg har flere gange blevet spurgt om jeg ikke snart kom med et nyt indlæg "på væggen" - og jo piger, her er det så! Det er jo bare sådan med en blog at det nemt kan gå hen og blive en gang vrøvl, hvis man bare skriver for at skrive. Jeg vil egentligt meget heller lave få indlæg, der har noget på hjertet end en masse fyldt med tomme ord uden mening for mig. Meeen når det er sagt er jeg dog glad for mine skriblerier er savnet, når de holder pause :)

Den eneste violette bil på Djursland
- i hvert fald i følge far..

Dagen idag er gået med en tur til Horsens med far, for at hente hans nye bil. Den gamle havde vist sprunget en toppakning (lyder som noget man siger bare fordi man ikke ved hvorfor bilen hele tiden går i stå ;)), men det lykkedes da alligevel manden at skilde sig af med skrotbunken og erhverve sig en ny - dog uden hakken. Og far er sååå stolt over sin nye volvo - "det er den eneste med den farve på djursland!" Hvortil Karina spørger, "Stod det på nettet? Hvor kan de vide det fra?" Far svarer (stadig stolt) "Nej men jeg har ikke set nogen her før!"
Og så er det lige man overvejer om man skal lade manden leve i sin lille boble eller om man skal fortælle ham at han da umuligt kan ha nærstuderet samtlige djurske biler! Han var så glad, Karina var i sit gode lune så hun lod ham leve i drømmen (med mindre han forvilder sig herind den gamle - men så er han altså selv ude om det ;))

Nå ja men turen til Horsens gik nu egentligt meget godt (på trods af en gps-dame, der siger DREJ TIL HØJRE alt imens pilen viser til venstre - tror hun har fået for meget at drikke i weekenden eller måske hun frygtede at blive byttet ud sammen med dytten.) Horsens selv er nu en spøjs by, der byder på havenisser på tagene, et gult hus det hedder Hvidt, og så mødte man jo også dette syn:

Hatting (som i de der flutes??) grill og bodega. Kunne ikke forstille mig, det er den bedste sammenblandning med fordrukne mænd og friture lugt, meeen det er ikke det værste. Kig nærmere på vinduet! Jeps du ser rigtigt. Hatting Grill og Bodega er en blomster forretning!

For at være fair mod Horsens, er det jo egentligt Hatting (en lille forstad), der er tossede og jeg åndede lettet om og ingen U2 (meget høje bono toner) gjaldede fra byen længere - for denne gang havde jeg ingen ny regnjakke at glæde mig over ;) Og jeg er nu ret vild med de små finurligheder livet ind imellem byder på!



Er de ikke fine?



Hjemturen bød på en tur forbi Sunset, Baresso (far synes altså sådan en iskaffe er en mærkelig ting - men da jeg endeligt fik lokket en slurk i ham, forsvandt er lige pludselig en kvart kop.. tsk tsk.. ;)), et smut forbi HM efter en hat til mor (hun var misundelig på min solhat den kære dame - men nu har hun sin egen så behøver jeg ikke længere holde så skarpt øje med min :)) og tur i kvickly hvor jeg fandt et par søde nye bher :)

Alt i alt en god dag! Hvad mon dagen imorgen byder på? Måske lidt oprydning, opvask og tøjvaskning? Knap så spændede men det skal jo gøres!!

"At tie er at samtykke" -Bytyder det jeg giver far ret i hans volvo er den eneste violette på de djurske veje?? Godt man ikke har nogen rigtig mening om biler hva?? ;)