Så er jeg her igen. Det er ved at være længe siden jeg har skrevet her på bloggen. Det ikke fordi jeg ikke har haft mange tanker, men det har bare været svært for mig at formullere dem.
Det, der fylder mest i mit hoved lige nu er min svigerinde og hendes sygdom. På mere end en måde faktisk - jeg har tidligere blogget om, hvor urolig jeg er for mig bror og det er jeg stadig - det er ikke en følelse, der forsvinder lige med det samme, hvilket jeg heller ikke ønsker den gør.
Min familie og mine tætteste venner betyder alt for mig og en stor del af hvem jeg er, er jeg bekymerer mig om de mennekser jeg elsker og holder af - hvilket ikke er noget jeg har lyst til at ændre ved mig selv!
Jeg har før mistet mennesker tæt på mig, men aldrig en så tæt i alder som hende. Og her går det så lige op for mig, jeg taler som om hun allerede er død - hvilket hun jo ikke er, men hvor svært det så end kan være at sige højt, så er det nok den vej det går.
Hun er sidst i 20erne og er nu bundet til en kørestol og skal have hjælp til stort set alt og en stor del af hendes handicap er på grund af hendes kemo behandlinger. At se hende blive mere og mere syg og høre på min storebror og hans følelser omkring det hele, har sat nogle tanker igang i hovedet på mig selv.
Hvad hvis det var mig? Kræft kan ramme os alle - selv om den mennesker har en evne til at tænke det aldrig sker for dem selv. Naboen bliver syg, men ikke mig! Men hvad nu hvis?? Jeg bliver 24 til sommer og hvad hvis jeg om 3-4 år får at vide, jeg har en potentiel dødelig sygdom? Hvor hårdt og længe ville jeg kæmpe imod den? Og med hvilke konsekvenser?
Det er svært at sige, men jeg tror mit svar blev - Jeg vil leve! Der er så mange ting jeg stadig vil med mit liv, så mange håb og drømme jeg ikke ville være klar til at opgive om kun få år. En af de vigtiste og mest overskyggende for mig er jeg ønsker en chance for at blive mor. At være mor er ikke noget man bliver ved at føde at barn - det bliver man ved alle de op og nedture det medfører at være forældre.
Jeg ville helt sikkert kæmpe for et født eller ufødt barn, for min familie og for mig selv. Men for mig selv ville jeg måske og erkende når tiden var inde til at give op. Når behandlingen bliver værre end sygdommen er jeg ikke sikker på jeg ønsker en forlænget pine. Jeg ønsker ikke at ende mit liv som syg og svagelig, men som den person jeg nu engang er. Jeg ønsker ikke de mennesker, jeg elsker skal mindes en person som en sygdom gjorde mig til, de skal mindes den jeg er - som den jeg altid har været. Hvis det betyder jeg kun kan leve et halvt år frem for 2 - så er det sådan det bliver.
En anden og mere positiv tankegang denne situation har sat igang i hovedet på mig er: Jeg vil prøve at være bedre til at leve i nuet. Til at være glad for livet som det er lige nu, i stedet for at se tilbage på en sorgløs tid som teenager, der ikke kommer igen. Til drømme men huske på de netop kun er det. Drømme er en fantastisk ting at have, så længe man ikke lever i dem og kun dem, for så kan de være handlingslammende. De kan få os til at glemme de glæder, der omgiver os netop nu. Tiden lige nu kommer heller aldrig igen - så hvorfor ikke nyde den, istedet for at længes efter den engang, når årene er gået og øjeblikket væk? Vi ved aldrig, hvad dagen imorgen bringer og hvor den uendelige mængde af valg vi træffe dagligt leder os hen.
Indtil videre har jeg truffet et valg, som jeg tidligere havde tænkt jeg ville udskyde til næste år. Jeg vil være pædagog - jeg vil bruge mit liv på at gøre en forskel ved at gøre præcis det, jeg er bedst til. Tage mig af andre mennesker, lytte til dem der er trist, grine med dem der har brug for det eller bare lege med og opmundre børnene i en af landet mange børnehaver. Hjælpe mennesker ved at være mig!
Jeg starter på det jeg tror vil vise sig at være min drømme uddannelse til efteråret - hvis de altså vil ha mig ind ;)
Indtil da - vil jeg forsøge at give mig selv mere tid til en anden ting jeg elsker - at skrive! I form af bloggen her, mine digte og smånoveller. Hvem ved måske jeg engang snart ligefrem vil tage mig mod til at vise nogle af novellerne frem?
"Destiny is not a matter of chance, it is a matter of choice. It is not a thing to be waited for, it is a thing to be achieved." - William Jennings Bryant.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar