Jeg har bevaret min tidligere blog Mit lærdommelige liv indtil nu, da jeg ikke var sikker på om jeg igen havde tænkt mig at bruge den, men også fordi den indeholder nogle få indlæg jeg vil være ked at at slette helt fra nettet. Jeg har nu besluttet mig for at flytte det eneste som rigtigt har noget på hjertet hertil og blot opbevare nogle af de andre på min egen computer (så må vi se hvor længe de overlever der). Men her er i hvert fald et indlæg jeg skrev nu næsten et år siden (22/07-2010):
Jeg er lige blevet færdig med at chatte med en veninde og nu sidder jeg tilbage med mine mange tanker.
Denne veninde har jeg kendt i.... ja nok ti år. Vi har dog aldrig været så tætte, som vi i den seneste tid er blevet (et af nettets mange mirakler ;)), men for 10 år siden sikkert kort før jeg mødte hende og hendes bror havde hun mistet sin far, som 14 årig vil jeg tro. Dette var ikke en overraskelse. Jeg har altid vidst hun havde mistet ham meget tidligt, men havde aldrig tænkt over der før. Sikkert fordi det var hendes bror jeg gik i klasse med og han håndterede sin sorg på en meget anderledes måde og mere åbenlys facon end sin søster.
Før jeg læste hendes blog fornyeligt hvor hun åbenhjertigt deler sin sorg med verden gik det op for mig for meget det stadig berører hende, hvilket fik mig til at tænke på hvor mange mennekser har det sådan?
Hvor mange imellem os bærer ikke rundt på en sorg, en lille sort sky der ikke er der hver dag, men ved en duft, en sang, en farve, et tvprogram, en bestemt vending, pludselig dukker op i hjertet?
Ved at tale med min veninde gik det op for mig at jeg selv bærer rundt på sådan en sky. Ikke efter et tab af en person, men efter et knæk jeg oplevede i min barndom på et opholdssted, der nu er lukket. De to ting kan ikke sammenlignes, men jo.. på en måde alligevel.
Begge har vi sat i en klasse fyldt med venner der var bange for at spørge, for at såre. Begge blev vi voksene meget hurtige. Begge bærer vi rundt på nogle ar, og har hver vores lille sorte sky der ind imellem dukker op. Hver gang i ny form og af forskellig størelse.
En sorg eller et traume fra barndommen forsvinder aldrig helt, hvad end det er en hård skilsmisse, et barn der er fjernet fra hjemmet, en barn der bliver slået/misbrugt eller om det er et tab af en forældre eller en søskende. Derfor er det vigtigt at lærer og lærerstuderende bliver klar over dette.
Sorg er altid okay! Også hvis sorgen kommer hos en 14 årig der mistede sin far som 3 årig. Hun har lidt et tabt som hun aldrig helt kommer over. Når vi mister en vi elsker mister vi en del af os selv. Det er altid okay at græde og vi skal tale om det. Børn og lærer må aldrig være bange for at spørge indtil "skyen," hvis ingen spørger vokser den sig større til den fylder hele hjertet og verden bliver uoverskuelig.
Så jeg giver nu hermed mit forsæt jeg vil altid tale med mine elever om deres sorg og opforder dem til at tale med hinanden.
Skyen forsvinder aldrig helt men med fælles hjælp kan vi gøre den hvid og mindre....
Jeg bestemte mig for at flytte lige netop dette indlæg fordi det er af personlig betydning for mig, men også fordi det er et indlæg som jeg håber andre vil læse og måske få lidt hjælp ud af, om ikke andet indse at de ikke er alene om at have en lille sky liggende i hjertet - vi er mange der har en og lige meget hvem eller hvad der har forårsaget den - hjælper det at tale om den.
"Du kan ikke forhindre sorgens fugle i at flyve ind over til hoved, men du kan måkse forhindre dem i at bygge rede i dit hår."
- Kinesisk ordsprog
Ingen kommentarer:
Send en kommentar