Det er sent her og jeg burde sove. Jeg har forsøgt men jeg har svært ved at falde i søvn de her dage.
For lidt over et år siden flyttede min storebror sammen med sin kæreste på Fanø og ikke længe efter fik hun konstateret kræft. En hjernesvulst i lillehjernen, der var umulig at operere. Det skal måske siges at hun som barn vandt over en lignende svulst, men denne gang har hun efter en aggresiv kemo behandling stadig ikke kommet sig - tvært imod er svulsten kommet tilbage til fuld størrelse efter at have skrumpet, men kemoen har også haft stor effekt på hendes balance og hørelse. Hun sidder pt i kørestol og min bror hjælper hende med alt.
Hun er 27 og lægerne er ikke længere optimistiske på trods af hun netop er påbegyndt en ny kur, samt alternativ behandling.
Jeg er bange for hun ikke vinder over kræften! Jeg er bange for hvordan min storebror vil håndtere tabet. Jeg er bekymret for ham nu, hvor han nærmest er blevet hendes 24 timers hjemmeplejer. Jeg savner at have ham tæt på og jeg ville ønske der var noget jeg kunne gøre for at hjælpe ham.
Et af problemerne er at vi alle tre børn i høj grad er vores mors børn, hvilket vil sige at hvis vi har det svært taler man ikke om det. Vi klapper i og forsøger at håndtere det hele selv. Jeg tror min bror gør det samme nu. Jeg har talt med ham idag, men jeg har svært ved at forstå hvordan han har det.
Jeg har tidligere været en af de få han åbner sig en smule op til, men det er som om han er bange for at gøre det nu. Måske fordi han er bange for jeg vil dømme ham eller måske fordi han er bange for at hvis han gør det krakkalere hele hans facade.
Hvordan hjælper man en der ikke vil hjælpes? Eller måske gerne vil hjælpes men har svært ved at spørge eller bare tage imod hjælpen?
Jeg elsker min bror, jeg har set op til ham siden jeg var barn og det gør ondt at se ham lide uden at være i stand til at gøre noget for ham. Jeg ville ønske han i det mindste ville lade mig lytte... Eller at jeg jeg vidste han have en anden at tale med, men det tror jeg ikke han har.
Jeg ved jeg taler meget om min bror og glemmer hans kæreste her, men jeg kender hende ikke så godt. Jeg har ondt af hende men jeg ved også der ikke er noget jeg kan gøre for hende og at hun har et helt netværk af mennesker på Fanø der er der for hende. Min bekymring er at de mennesker ikke kender min bror som jeg kender ham, som min mor kender ham og ikke ved at han skal presses før han åbner sig og for han kan hjælpes. Min storebror er en stærk mand men på samme tid også et meget følsomt menneske og jeg er sikker på sygdommen også tynger ham meget mere end han vil lade sig mærke med.
Jeg håber at jeg nu kan falde i søvn... at jeg fik luftet mine tanker og min frygt vil hjælpe mig til at falde hen... Jeg er glad for jeg skal besøge en tæt veninde i weekenden og også får en chance for at se min bedste veninde på lørdag, for det er mennesker som jeg kan tale med, eller som kan få mig til at glemme for en tid.
Jeg undskylder for eventuelle stavefejl men jeg er for træt til at se indlæget igennem. Jeg havde bare brug for at få luft og måske jeg nu kan falde i søvn...
"Mine søskende er guldet som jeg fandt på denne jorden. Mit hjerte udvider sig i tankerne om jer og minderne har jeg gemt dybt i mig og selv tiden kan ikke udviske dem." - Haran K. Andersen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar