Så er de tre måneder på bofællesskabet snart gået. Jeg kommer virkelig til at savne det - af flere forskellige årsager. Jeg har syntes det var skønt at have en "hverdag." Noget fast at stå op og skulle hjemme fra til og det har været skønt at have en fast vagtplan nogle uger frem i stedet for livet som tilkaldevikar.
Jeg har elsket at arbejde sammen med og lære af personalet på bofællesskabet som alle er dedikerede, dygtige og rare mennesker. Mest af alt kommer jeg dog til at savne "mine" beboere. Alle som en for alle deres egenskaber, "særheder", personlighed og gåpåmod.
Da jeg begyndte i praktikken for tre måneder siden var det første min vejleder gjorde at advare mig om at enten kommer man til at elske at arbejde med voksen handicappede eller også kommer man til at hade det (nogle til at frygte det). Her næsten tre måneder efter kan man kun give hende ret - Jeg elsker det!! Jeg håber virkeligt at der er en plads til mig på et af Syddjurs bo- eller aktivitetscentre når jeg engang er færdig uddannet. Indtil videre har jeg i hvert fald fået tilbud at blive tilkaldevikar på min praktikplads når jeg slutter som praktikant her den 13 April og har idag været nede og skrive under på en ansættelseskontrakt.
Jeg stoppede på læreruddannelsen fordi jeg følte jeg psykisk ville komme til at tage mit arbejde med mig hjem, hvilket jeg igen føler jeg gør her. Dog på en helt anden og mere positiv måde. Flere gange i løbet af dagen sender jeg de kære mennesker på bofællesskabet en tanke eller to - men har aldrig ondt af dem for jeg ved de har det godt når jeg tager derfra og de bliver passet godt på.
Jeg elsker mit arbejde og min uddannelse, på trods af jeg kommer til at savne den daglige gang på bofælleskabet (og heldigvis skal man jo ikke sige helt farvel til de kære mennesker ;)).
Men efter at have arbejdet i flere forskellige butikker, børnehaver, SFOer, have været handicaphjælper, startet på uni og senere læreruddannelsen for igen at være droppet ud er det en tryg og varm fornemmelse endeligt at have fundet et sted, jeg føler jeg hører til. Et felt der ikke kommer til at kede mig og jeg derfor flygter fra, et felt hvor jeg føler jeg hører til og ikke mindst føler jeg kan gøre en forskel - lidt efter lidt, dag efter dag...
Livet er skønt... og en smule trist. :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar